Skumrings-menneske!

Skumringen er den bedste tid på dagen!

Jeg har altid elsket skumringen efter en dejlig solskinsdag. Det er den tid på dagen, hvor jeg føler der er mere på spil end jeg lige kan sætte fingeren på....som om mine tanker sættes igang og jeg har noget at bearbejde, som er meget værdigfuldt, og som for alt i verden skal have tid.

Jeg tror det er der jeg får de mest kreative tanker.

Og det vækker nogle specielle minder frem, som jeg har følt var så værdifulde at jeg bare måtte fastholde dem i min hukommelse.

Jeg mindes især stemningen af at være hos mormor og morfar som barn. Der sov man til middag sammen med dem i deres store dobbelt seng. Det var trygt og rart, om end jeg sjældent kunne sove! Så jeg lå oftest og kiggede på deres gardiner og tænkte. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte på, men jeg husker det som en tilstand af ro til at tænke i en tryg og beskyttet sfære. Gardinerne var rigtigt 70'er agtige, med siluetter af nøgne træer mod en lysende hvid og violet himmel. Jeg blev aldrig træt af at kigge på de gardiner!!! Idag elsker jeg også mest at kigge på de nøgne træer mod himlen i skumringen. Det er det bedste, ud over de værdifulde tanker jeg føler det sætter igang. Så bliver mine sanser åbnet. Jeg suger til mig af solsortenes fløjt, den lysende himmel, stjerner som lige anes......og jeg fyldes på en gang af fredfyldthed og en nærmest elektrisk spændning!

Sådan var skumringen idag. Jeg følte mig helt opløftet. Fantastisk følelse.

Tænker at jeg vil give søren i fænomenet A og B mennesker. Jeg er skumringsmenneske! Jeg tror det er det tidspunkt, hvor jeg arbejder aller bedst. Jeg har holdt børnefødselsdag for ældstesønnen i dag og ved halv 7 tiden, var jeg helt flad. Jeg faldt simpelt hen i søvn. Nå, men børnene skulle lægges og jeg kæmpede mig op og gjorde mit bedste! Derefter gik jeg søvndrukken ud i haven og opdagede skumringen og pling.....så var jeg helt på. Jeg er sprængfyldt med energi nu. Jeg har mest af alt lyst til at sætte mig til at sy et eller andet fuldstændigt vildt...stort...men, kan desværre ikke, da andre pligter kalder. Men øjeblikket var simpelt hen så stort at jeg måtte sørge for at fastholde det, for at huske på at drage nytte af det en anden gang.

Jeg er også ret god til morgener og sådan først på eftermiddagen, men så går jeg kold frem til aftenen...hvis jeg tillader mig det, eller som idag, hvor jeg havde opbrugt min dagsration energi.

Men så efter at døse lidt hen kan jeg igen udrette en hel del om aftenen...og faktisk have ret svært ved at gå til ro i tide. Det er egentlig en underlig rytme, jeg har der! Og det er heller ikke altid sådan, men det er nok et klassisk billede af hvornår jeg har mest energi i løbet af en dag.

Når jeg idag gik rundt i haven og var draget af skumringen, forestillede jeg mig at jeg var en fortidskvinde, der var langt mere styret af døgnets lyse timer. Jeg forestillede mig at jeg gik og reflekterede over mit dagsværk i skumrinstiden og måske blev så høj af det at jeg ikke ønskede at det skulle stoppe, så jeg tændte lidt bål, for at få lidt mere tid til at få de sidste tanker med. Og jeg følte mig meget heldig, fordi jeg selv kunne bestemme hvornår jeg ville gå til ro. Jeg nød stilheden og den plads det gav til at tænke uforstyrede tanker (måske er det netop derfor jeg sådan holder af skumringen!) Og når jeg gik til ro, så ville denne stund med refleksion have fungeret som en slags sovemedicin, og jeg ville hurtigt falde i en tung og godgørende søvn!

Kommer også til at tænke på da jeg som halvstor pige fik lov til at komme ud og lege efter aftensmaden og skumringen faldt og man vidste jo godt at man sikkert blev kaldt ind om lidt, men man havde også godt på fornemmelsen at man allerede havde været længere ude end normalt. Og man følte sig meget heldig. Vi løb næsten altid og legede 'dåse' og vi var godt 15 unger i alle aldre. Det var bare så super fedt. Jeg husker det som en stemning af at have slået hjernen fra og sanserne til og så var det krydret med en dyb koncentration. Det gad jeg faktisk godt opleve igen!

Nå, men altså foråret er kommet, skumringen har beriget mit liv idag og jeg er sprændfyldt med energi, som jeg vil lade gå ud over noget halvkedeligt arbejde!!!!!

Hvad tænker man egentlig når man er midt i processen?

Fortsættelse på mit eksperiment omkring, om den kreative proces bliver anderledes af at vide at jeg vil skrive om den på bloggen. (Kreablogging-måske mit nye eksamenprojekt på dpu-materiel kultur)

Her med fokus på mine tanker undervejs i processen....

Jeg gjorde en del ud af at forberede processen. Jeg skrev min hensigt ned og tegnede en skitse af tasken. Jeg skrev også lidt noter til nogle af detaljerne og så gik jeg igang med at klippe stof. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg præcis fandt ud af hvordan den skulle se ud og hvilket stof der skulle bruges til hvad. Det er nok lidt som at spørge hvad kom først -hønen eller ægget. Jeg havde nok et billede på nethinden, men nogle beslutninger blev nok også taget på baggrund af hvilke materialer jeg lige havde på lager og hvilke der lige passede sammen i farver og mønstre. =det er jo bare en taske til et barn på 2 år! Jeg klippede 'bare' i fri hånd =det er jo bare til et barn på 2 år! Jeg havde ikke nogen opskrift at følge = det er jo bare til et barn på 2 år! (Ville også sikre mig at det skulle blive så kreativ en proces som muligt, altså måtte det være noget med eget design). Fik tingene til at passe sammen, uden de helt store bremsninger af 'selvkritikken'.

Pludselig sad jeg bare der og alle dele var klippet - i et snuptag og jeg prøvede at tage mig tid til at tænke lidt over hvad jeg lige havde gennemgået.....Mhp at beskrive det på bloggen.

Det jeg kom frem til at jeg havde lagt alle tanker bag mig omkring mit eksperiment med at finde ud af om processen ville blive anderledes når nu jeg vidste at jeg ville lægge min proces ud på bloggen. Som en anden bestillingsopgave eller en slags reproduktion i klassisk håndarbejdsundervisnings-forstand - så gik jeg konstruktivt til værks. Jeg havde lagt en plan og den fulgte jeg 'bare' og da jeg ikke var løbet ind i de store forhindringer, havde jeg en voldsom trang til bare at komme igang. Så jeg skrev lige lidt noter og skyndte mig videre....magtede ikke at føle mig forpligtet på at ligge det til side og sætte mig til computeren og skrive. Eller også syntes jeg egentlig ikke jeg endnu havde noget sådan rigtigt at sige -jeg er jo ikke vandt til at skrive blog, så.....allerede der blev eksperimentet ikke fulgt, men jeg skrev nu noter og stoppede (lidt) op og tænkte undervejs....så jeg vil her alligevel gå videre med beskrivelsen.

Jeg kastede mig over at påsy lommer, hvilket jeg bandede noget over jeg havde sat mig for= det er jo bare til et barn på 2 år! Så imens jeg syede videre tænkte jeg løbende over om jeg kunne springe over hvor gærdet var lavest. Men efterhånden var jeg så langt i den del, at det virkede omsonst at finde på noget nyt. Men det gjorde at jeg begyndte at fantasere om andre taskeprojekter, jeg kunne kaste mig ud i i fremtiden. Jeg er ikke så rutineret indenfor tasker og kan kun komme i tanke om en taske jeg syede engang i cykelslange! Jeg nød derfor at grunde over hvordan jeg i grunden skulle få de forskellige dele syet sammen i den mest fornuftige rækkefølge!!! Den tankerække fik mig endnu længere væk fra at tænke på bloggen.

Endelig var alle lommer syet på og jeg satte mig igen og prøvede at skrive noter til bloggen. Igen måtte jeg konstatere at jeg var for opslugt af hvordan jeg skulle lukkedes med at få delene syet sammen at jeg egentlig bare gerne ville igang med den sag...!

Jeg kastede mig bare ud i at sy delene sammen=det er jo bare til et barn på 2 år! Der kom ikke de store forhindringer, så jeg syede og syede og lullede mig hen i den monotome summen fra min Singer. Nu begynder jeg tilmed at have plads til andre tanker, såsom hvordan jeg dog skal overskue en lang påskeferie, med mand og børn hjemme, hele tiden? Nogen gange har jeg temmelig svært med at udholde den tæthed som jeg jo samtidig søger. Mine drenge kører meget på mig og til tider føler jeg at jeg er på overarbejde, synes jeg. Sidder aften efter aften og synes at dagen har rummet meget lidt tid til det jeg egentlig gerne vil. Så efter disse dystre tanker, begynder jeg at fantasere over hvad det egentlig er jeg vil. HVAD f...... er det egentlig jeg så gerne vil, men ikke når/gør?

Først meget lystbetonet, hvor jeg tænker på at jeg vil prøve at få vokset mine ben (og lårene, der desværre har fået øget hårvækst efter jeg blev mor!)-nu skal det sgu være, at jeg vil klippes og have forårs stiber! At jeg vil ud med veninderne, sy det der sengetæppe jeg har snakket så meget om. Nu er det tid...for jeg har masser af tid, har ikke andet! Jeg vil få malet de der døre, vil jeg og få lagt madplan og købt stort ind, så jeg spare penge(som jeg kan bruge til mig selv!) Få ryddet op i bunkerne, ja, sådan rigtigt få smidt ud og få en god start på eksamensperioden der lurer lige om hjørnet. Valde skal da også smide sutten og bleen i ferien, ja, da!

Og pludselig var jeg færdig med at sy delene sammen og jeg satte mig igen for at skrive lidt noter, og dér gik det op for mig at jeg har alt for mange ting jeg gerne vil, og så kunne jeg mærke at jeg blev ramt af en frygt, der var nærmest lammende. Jeg var lige ved at kaste syprojektet langt væk....det nytter jo ikke noget alligevel=det er jo bare til et barn på 2 år! Som sikkert er ret ligeglad og sikkert lige så glad for noget fra BR. Så hvem gør jeg det egentlig for? Mig selv? Eller er det bare fordi jeg har sat mig den her opgave, som jeg føler mig forpligtet på? Er det bare fordi jeg ikke kan lade være. Ja, ja, ja og JA! Det er det jo....men selvfølgelig er det i høj grad fordi jeg gør det for mig. Jeg får en stor tilfredsstillelse af at sidde og udtænke kreative processer undervejs, samtidig med at jeg får tænkt over alle de andre ting i mit liv. En slags meditation.

Og hvis det bare er for mig, kunne jeg jo bare lade være. Men fordi det er mere end det; det at jeg ikke kan lade være og fordi jeg finder det tilfredsstillende, lystbetonet, så var jeg nødt til også erkende at det jo ikke kan lade sig gøre hvis jeg ikke også føler glæde og optimisme. Lige der havde jeg ikke ligefrem andet i mig end frygt for hvordan jeg dog nogensinde skal nå alt det jeg gerne vil i mit liv, så jeg følte ikke lige den der ønskede glæde og optimisme! Men så var det at tankerne om bloggen og det at jeg ønsker at udfordre mig med at skrive blog og forfølge dette eksperiment jeg havde fundet på....og på en eller anden måde kom jeg over krisen idet jeg satte mig og skrev de to tidligere indlæg. Pludselig glædede jeg mig til at sy videre og til at skrive videre. Glad for at jeg kunne holde mit eget ord, gik jeg til ro og genoptog ikke processen før dagen efter om aftenen.

Der fik jeg stor tilfredsstillelse over at det forekom mig let at sy de sidste dele sammen (dem jeg især havde grundet meget over, prøvet at regne ud), så jeg kom helt fra at skrive noter og fokuserede 100 % på at få mit produkt færdigt. Det eneste der var lidt udfordrende var at udtænke hvordan jeg kunne finde på en detalje som gjorde at min onkels datter ikke skal kunne blive kvalt i taskens strop. Faktisk begyndte jeg tænke på det første aften, men det var først da jeg snakkede sagen igennem med min mand at løsningen kom. Skal tasken kunne klare 20 kg, nej =det er kun til et barn på 2 år! Så jeg kappede stroppen over og lavde en velcro-løsning, som sikrer at hun vil kunne komme fri hvis presset bliver for stort - smart ikke?

Nu var tasken færdig...og det var jeg også! Sikke noget at kaste sig ud i ligesom ferien startede, og det især oven på én af det mest travle uger i dette forår! Så jeg har ligget brak hele dagen, lige afløst af et par timer til børnefødselsdag, hvor hun da lige kiggede på tasken et par sekunder, før hun var videre til de næste gaver. Normalt synes jeg det er sådan lidt hårdt at overvære, når man har lagt så meget i processen, men lige der synes jeg faktisk det var befriende. Og det har jeg tænkt over hele dagen. Hvorfor syntes jeg det? Jeg er kommet frem til at produktet måske ikke just var selve tasken, men nærmere den mere udviddede proces, hvor det at mærke efter undervejs, tage billeder og tænke på proces, mit liv og bloggen - denne nye spændende verden der er ved at åbne sig der for mig.

Så jeg kunne for en gang skyld give slip, på et øjeblik, for jeg mistede jo ikke noget ved at give slip på den fysiske genstand. Sådan! Det er jeg sgu ret stolt af at erkende.

Og ja, det var kun til et barn på 2 år. Ikke at jeg synes produktet af den grund skulle være blevet ringere end jeg normalt er i stand til at producere, men det hjalp mig undervejs til ikke at bremse mig selv med unødigt perfektionisme. Det skulle bare fungere, som det nu bedst kunne og jeg traf derfor nok hurtigere beslutninger og jeg følte derfor et vist flow. Nogen gange tænkte jeg så alligevel på om jeg egentlig havde en egentlig kreativ proces? Hvor kreativt er det når man bare vil have det til at lykkedes? Men igen jeg havde ikke nogen opskrift og tasken blev til undervejs og jeg havde helt klart oplevelsen af at være i en kreativ-meditativ proces....så det var det vel?!

Havde egentlig tænkt at jeg ville skrive over flere gange, men jeg tror faktisk ikke jeg har så meget mere at tilføje omkring processen. Måske jeg tænker mere over den og så kommer der måske lidt efterveer-skiblerier! Eller, måske jeg skulle være så heldig at få lidt kommentarer, som da leder mig til at uddybe eller bare skrive lidt mere ;)

Et smugkig?

Nå, altså....

Her er et lille smugkig. For som jeg sagde i tidligere indlæg, så vil jeg gennem de næste par indlæg fortælle om min proces retrospektivt. Derfor kan jeg vel ligeså godt vise hvor langt jeg kom inden jeg satte mig til computeren.

Jeg har ikke syet for, strop og klap på endnu, men bare lagt det op så jeg kunne se hvordan den vil komme til at se ud!

I næste indlæg vil jeg prøve at beskrive hvordan jeg lod mig rive væk i processen. Fik evalueret mit indre kaos!!! Fik udtænkt et design der skal sikre at min niece ikke kan blive kvalt i taskens strop. Fik drømt om nye syprojekter og meget andet!!!!!

Fortsættelse følger....

Kreativ proces - kreablogging?

Jeg vil prøve at gennemgå en kreativ proces, som jeg ved jeg vil lægge på min blog. Det er lidt af et eksperiment. Det går nemlig ud på om jeg vil opleve processen anderledes idet jeg på forhånd ved at jeg vil skrive et indlæg. Men så igen....hvad kommer først og på hvilken måde skal det foregå?

Tænkte at jeg ville lægge billeder ind løbende. Og det kan jeg så allerede afsløre ikke lykkedes! I samme øjeblik jeg gik igang, så blev jeg så grebet at jeg ikke kunne stoppe, for at sætte mig til computeren. Så jeg skrev bare nogle få notater og så bliver processen dermed her beskrevet sådan retrospektivt!

Jeg ønskede især at finde ud af med mig selv om jeg mente at processen ville blive af anden karakter, hvis jeg vidste på forhånd at jeg ville lægge det på bloggen og dermed kunne være heldig at få et publikum, hvis man kan sige det sådan. Det jeg er igang med at sy skal nemlig være færdig til søndag hvor min niece har fødselsdag og skal have denne i gave. Derfor regner jeg ikke med at jeg kan nå at få så meget sparring til min proces.....det må blive et projekt jeg må efterfølge en anden gang.

Jeg skal som sagt have en gave færdig til min niece, som fylder 2 år. Jeg fandt hurtigt ud af at det skulle være en taske. Både til sådan at lege fin dame med, men også med små lommer, som måske kunne indgå i legen, som praktisk ledsager! Jeg har fundet hvad jeg har i gemmerne....som ses her på billedet.

Hvis jeg så skulle vende tilbage til min proces omkring at vide at jeg vil lade bloggen indgå. Så må jeg tilstå at jeg tænkte meget over om jeg skulle lægge materialerne på en appetitelig måde, eller om jeg bare skulle gøre som jeg 'plejer' - bare lægge det op sådan at jeg kan se om farver og mønstre passer sammen. Jeg valgte det sidste, men tænkte godt nok at jeg ikke selv ville synes det var særlig interessant! Jeg blev en anelse blufærdig, men bestemte mig for at være tro imod det mål jeg havde sat mig selv. At gengive min proces, som jeg nu engang arbejder (denne gang!)

Det gør det jeg selvfølgelig heller ikke bedre at det gik op for mig at vi er løbet tør for batterier i huset, så jeg måtte nøjes med min mobil og den tager desvære ikke så gode billeder. Det synes jeg blev et irritationsmoment undervejs.

Indtil nu synes jeg ikke processen har været så meget anderledes, bortset fra at jeg engang imellem, synes jeg bremsede mig selv fordi jeg tvang mig selv til med jævne mellemrum at stoppe op og mærke efter. Men igen, det er vel sundt nok og måske ikke så meget med blogging at gøre?

Det interessant er også om jeg egentlig gør det her som andre kreabloggere? Sagen er nemlig den at jeg overvejer at skrive en opgave op dpu omkring kreablogging, med fokus på om den kreative proces ændre sig i kraft af at blogging indgår i processen. Så hvis der skulle være nogen der har lidt indspark til denne sag, vil jeg blive ellevild ;)

Fortsættelse følger......

Kreablogging

Hvad er det der gør at vi har brug for at at skabe ting og på hvilken måde er det materielle med til at iscenesætte os give os et netværk i blogverdenen?

Mange glade kreakvinder, deler ud af deres skaberevner og kreative på-hit. Gennem blogverdenen er der skabt et nyt forum, hvor man kan få sine kreationer helt ud til scenekanten og få respons og inspiration af andre. Kreativitet bliver dermed et sprog, en kommunikationsform eller en måde at signalere at mestre 'det gode liv'. Det er et interessant netværk af personer med forskelligt grundlag, evner og idérigdom. Men som alt på nettet, har man også mulighed for at zappe videre, hvis man mister interessen. Tingene går hurtigt, folk kommer til og andre visner hen. Hvad gør de, det lykkes for, for at holde interessen? Hvorfor eller hvad gør nogen blogs mere interessante end andre?

Hvad er det der gør at disse kvinder har brug for dette netværk, hvad er dets kvaliteter og er der negative sider af denne nye kommunikationsform? Hvad er det disse kvinder drømmer om? Er det at skabe en forretning, hvor de kan sælge deres kreationer? Er det at udveksle idéer? At få respons? Eller er det en drøm i sig selv at have en aktiv blog med mange læsere?

Har disse blogs inflydelse for identitetsdannelse? Hvis disse bloggere er kvinder, er deres identitet så ikke allerede funderet, eller kan man snakke om at det er deres kreative identitet, der her har mulighed for at blive dannet?

Mange af disse blogs indeholder artikler om bloggernes hverdagshistorier. Nogen har billeder af kreationer, andre igen en blanding. Kan man tale om at det er vigtigt for os at få den gode historie med? Når vi surfer rundt på disse kreative blogs, er det så for at få den gode historie, eller sammenligne os med andre som os selv, eller drømme os væk i et liv vi gerne selv ville at vi havde? Nogle af dem minder om dameblade, med kulørte billeder og lette artikler om alverdens der berører den moderne kvindes liv. Mange af dem har links til andre blogs, med lignende temaer, så når man først går igang opsluges man og man ved ikke altid hvor man føres hen, men inden man får set sig om, har man brugt en rum tid. Det er spændende og man lader sig gribe med.
Kan man sige at her har man mulighed for at 'lege' damebladsredaktør?

Den 'almindelige' danske kvinde har her mulighed for at komme ud med sit budskab. Det koster ikke noget, så alle kan være med. Man kan få mange læsere og er man aktiv, får man hurtig respons på sine indlæg. Men der er også et forum at kvinder der har gjort det så godt, at de kan begynde at leve af deres blog eller det netværk det har ført med sig.

Men kan man også tale om at kreativitet får en ny betydning med denne blogverden? Kan man sige at når man kreerer med hensigt på at udgive det man producerer på sin blog, får den kreative udfoldelse så en ny dimension? Man kan i hvert fald sige at man producerer med en målgruppe af en slags i tankerne. Man tænker undervejs i processen over hvordan det vil tage sig ud i forhold til bloggen. Det kunne både være hvordan det vil tage sig ud på billede, om man kan skrive en interessant artikel om det man producerer, om det passer til resten af bloggen eller om man måske kan inspirer andre til at lave det samme, eller eventuelt købe det man producerer.

Man kan også sige at det er interessant at bloggen ikke begrænser sig til det nære miljø, eller det lokale netværk. Her kan man komme i kontakt med hele verdenen og blive inspireret af alt mellem himmel og jord! Og kontakter kan skabes hurtigt og nemt og uden at koste. Man behøver måske ikke længere at rejse over på den anden side af jorden for at blive inspireret af andre og fremmede kulturer. Verden åbner sig for én på bloggen og man kan komme ud til verden i et snuptag.

Hurra for denne nye kommunikationsform!!!!!

Tea-time og reste-party. Anyone?

Så blev der dømt reste-party hjemme hos mig!!!!

Har længe levet med en noget slidt thehætte, som jeg engang havde filtet, og den var nærmst pinlig at have fremme. Så da alle resterne kom frem, faldt valget hurtigt på dette syprojekt. Det er udtrolig sjovt at 'tegne' med stofrester, broderigarn, knapper og hvad man ellers har liggende. Og hvis man tænker på hvor lidt jeg egentlig har brugt og hvor meget min pose med rester stadig bugner....kan der virkelig blive til mange projekter ud af det. Skal snart igang med forskellige projekter til drengenes værelse, om lidt, når vi får bygget deres køjeseng færdig. Sækkepuder, sengetæpper og andet, hvor jeg tænker at det er oplagt at lege md stofrester. Så kan der komme lidt farve og mønster ind i deres ellers så hvide værelse!!!!

Fra-valg - at gemme en mulig fremtid?

Her ligger de så; mine fra-valg! Og glor på mig! Det var en meget stor og svær beslutning for mig at skille mig af med de ting jeg selv har lavet, selvom det for posens indhold, kun er ting som jeg selv synes er mislykkedes. Man gemmer da de ting man selv laver, gør man ikke?

Det har i hvert fald været vigtigt for mig at gemme de ting jeg har lavet. Så har jeg kunnet "læse" dem, med de fjel og gamler de har - men vigtigst af alt så har jeg kunnet være vidne til min egen kreative proces. Det har både været et synligt bevis for at jeg har bevæget mig videre, men det har også indeholdt et moment af fastholdelse. Mine gemte kreative sager har mindet mig om den proces jeg har været igennem, men også den jeg drømte om at komme videre med. "Ej, man kunne jo også lave sådan én.....jeg kunne også godt tænke mig at lave den i grøn....ej, nu kan jeg jo finde ud af at gøre sådan, så kan jeg også lave én....."

Men altså, nu ligger de der, og jeg måtte tage et billede af det, og skrive lidt om det, for at fastholde den smerte det lige var at give slip. Og så har turen endnu ikke gået til genbrugsstationen og jeg kunne i virkeligheden godt tage det ind i huset igen...."det var bare for sjov, jeg mente det ikke!"Men måske er det godt med et langt farvel? Om ikke andet har jeg taget et billede af hver ting og nu har jeg også et billede af det som det ligger dér og venter på en ny fremtid...som trash!?

Ting har et iboende budskab - et minde - om den arbejdsproces jeg har været igennem, med alle de tanker jeg havde undervejs. Alle de ting jeg dengang valgte og valgte fra. Og de blev et udkast. Et udkast eller eller svar på den løsning for det problem jeg satte mig dengang. De blev det svar jeg dengang havde og selvom jeg idag ville have gjort det anderledes, så er tingene ikke uden værdi. I lang tid havde de den værdi at de mindede mig om hvad jeg valgte og valgte fra og de ting jeg drømte om, men også et minde om den håndværksmæssige formåen jeg havde. Derfor var det vigtigt at gemme dem. De blev som en skammel jeg kunne stille mig op på og kigge ud over min igangværende kreative proces, som både pegede tilbage på hvad jeg hvade nået, men også pegende frem mod en mulig fremtid.

Og det vil de blive ved med at være; for jeg har jo stadig billeder af tingene. Men jeg har ikke længere plads til dem som fysiske genstande. Så nu er de kun et minde i billeder og stofligheden er kasseret, omend jeg stadig kan genkalde mig stoffet og syningerne osv. Beslutningen om at skille mig af med det, bliver et vidne om at jeg er videre....jeg har ikke længere brug for at gemme disse ting...jeg kan gøre det så meget bedre idag. Jeg er et helt andet sted. Men det er godt at have billederne, for så kan jeg altid hive dem frem og huske hvad jeg har været igennem, for at være der hvor jeg er idag ;)

Og det gør mig stolt. Stolt over mit fremskridt. Stolt over at jeg er vokset med opgaven. Stolt over at jeg er i stand til at give slip.....Så ja, det har været at gemme en mulig fremtid, men nu må jeg give lidt slip....for at give plads til noget nyt.....og så er det heller ikke værrer end det....jeg har jo stadig billederne!