tirsdag den 13. april 2010

Skumrings-menneske!


Skumringen er den bedste tid på dagen!
Jeg har altid elsket skumringen efter en dejlig solskinsdag. Det er den tid på dagen, hvor jeg føler der er mere på spil end jeg lige kan sætte fingeren på....som om mine tanker sættes igang og jeg har noget at bearbejde, som er meget værdigfuldt, og som for alt i verden skal have tid.
Jeg tror det er der jeg får de mest kreative tanker.
Og det vækker nogle specielle minder frem, som jeg har følt var så værdifulde at jeg bare måtte fastholde dem i min hukommelse.
Jeg mindes især stemningen af at være hos mormor og morfar som barn. Der sov man til middag sammen med dem i deres store dobbelt seng. Det var trygt og rart, om end jeg sjældent kunne sove! Så jeg lå oftest og kiggede på deres gardiner og tænkte. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte på, men jeg husker det som en tilstand af ro til at tænke i en tryg og beskyttet sfære. Gardinerne var rigtigt 70'er agtige, med siluetter af nøgne træer mod en lysende hvid og violet himmel. Jeg blev aldrig træt af at kigge på de gardiner!!! Idag elsker jeg også mest at kigge på de nøgne træer mod himlen i skumringen. Det er det bedste, ud over de værdifulde tanker jeg føler det sætter igang. Så bliver mine sanser åbnet. Jeg suger til mig af solsortenes fløjt, den lysende himmel, stjerner som lige anes......og jeg fyldes på en gang af fredfyldthed og en nærmest elektrisk spændning!
Sådan var skumringen idag. Jeg følte mig helt opløftet. Fantastisk følelse.
Tænker at jeg vil give søren i fænomenet A og B mennesker. Jeg er skumringsmenneske! Jeg tror det er det tidspunkt, hvor jeg arbejder aller bedst. Jeg har holdt børnefødselsdag for ældstesønnen i dag og ved halv 7 tiden, var jeg helt flad. Jeg faldt simpelt hen i søvn. Nå, men børnene skulle lægges og jeg kæmpede mig op og gjorde mit bedste! Derefter gik jeg søvndrukken ud i haven og opdagede skumringen og pling.....så var jeg helt på. Jeg er sprængfyldt med energi nu. Jeg har mest af alt lyst til at sætte mig til at sy et eller andet fuldstændigt vildt...stort...men, kan desværre ikke, da andre pligter kalder. Men øjeblikket var simpelt hen så stort at jeg måtte sørge for at fastholde det, for at huske på at drage nytte af det en anden gang.
Jeg er også ret god til morgener og sådan først på eftermiddagen, men så går jeg kold frem til aftenen...hvis jeg tillader mig det, eller som idag, hvor jeg havde opbrugt min dagsration energi.
Men så efter at døse lidt hen kan jeg igen udrette en hel del om aftenen...og faktisk have ret svært ved at gå til ro i tide. Det er egentlig en underlig rytme, jeg har der! Og det er heller ikke altid sådan, men det er nok et klassisk billede af hvornår jeg har mest energi i løbet af en dag.
Når jeg idag gik rundt i haven og var draget af skumringen, forestillede jeg mig at jeg var en fortidskvinde, der var langt mere styret af døgnets lyse timer. Jeg forestillede mig at jeg gik og reflekterede over mit dagsværk i skumrinstiden og måske blev så høj af det at jeg ikke ønskede at det skulle stoppe, så jeg tændte lidt bål, for at få lidt mere tid til at få de sidste tanker med. Og jeg følte mig meget heldig, fordi jeg selv kunne bestemme hvornår jeg ville gå til ro. Jeg nød stilheden og den plads det gav til at tænke uforstyrede tanker (måske er det netop derfor jeg sådan holder af skumringen!) Og når jeg gik til ro, så ville denne stund med refleksion have fungeret som en slags sovemedicin, og jeg ville hurtigt falde i en tung og godgørende søvn!
Kommer også til at tænke på da jeg som halvstor pige fik lov til at komme ud og lege efter aftensmaden og skumringen faldt og man vidste jo godt at man sikkert blev kaldt ind om lidt, men man havde også godt på fornemmelsen at man allerede havde været længere ude end normalt. Og man følte sig meget heldig. Vi løb næsten altid og legede 'dåse' og vi var godt 15 unger i alle aldre. Det var bare så super fedt. Jeg husker det som en stemning af at have slået hjernen fra og sanserne til og så var det krydret med en dyb koncentration. Det gad jeg faktisk godt opleve igen!
Nå, men altså foråret er kommet, skumringen har beriget mit liv idag og jeg er sprændfyldt med energi, som jeg vil lade gå ud over noget halvkedeligt arbejde!!!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar