Fortsættelse på mit eksperiment omkring, om den kreative proces bliver anderledes af at vide at jeg vil skrive om den på bloggen. (Kreablogging-måske mit nye eksamenprojekt på dpu-materiel kultur)
Her med fokus på mine tanker undervejs i processen....
Jeg gjorde en del ud af at forberede processen. Jeg skrev min hensigt ned og tegnede en skitse af tasken. Jeg skrev også lidt noter til nogle af detaljerne og så gik jeg igang med at klippe stof. Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg præcis fandt ud af hvordan den skulle se ud og hvilket stof der skulle bruges til hvad. Det er nok lidt som at spørge hvad kom først -hønen eller ægget. Jeg havde nok et billede på nethinden, men nogle beslutninger blev nok også taget på baggrund af hvilke materialer jeg lige havde på lager og hvilke der lige passede sammen i farver og mønstre. =det er jo bare en taske til et barn på 2 år! Jeg klippede 'bare' i fri hånd =det er jo bare til et barn på 2 år! Jeg havde ikke nogen opskrift at følge = det er jo bare til et barn på 2 år! (Ville også sikre mig at det skulle blive så kreativ en proces som muligt, altså måtte det være noget med eget design). Fik tingene til at passe sammen, uden de helt store bremsninger af 'selvkritikken'.
Pludselig sad jeg bare der og alle dele var klippet - i et snuptag og jeg prøvede at tage mig tid til at tænke lidt over hvad jeg lige havde gennemgået.....Mhp at beskrive det på bloggen.
Det jeg kom frem til at jeg havde lagt alle tanker bag mig omkring mit eksperiment med at finde ud af om processen ville blive anderledes når nu jeg vidste at jeg ville lægge min proces ud på bloggen. Som en anden bestillingsopgave eller en slags reproduktion i klassisk håndarbejdsundervisnings-forstand - så gik jeg konstruktivt til værks. Jeg havde lagt en plan og den fulgte jeg 'bare' og da jeg ikke var løbet ind i de store forhindringer, havde jeg en voldsom trang til bare at komme igang. Så jeg skrev lige lidt noter og skyndte mig videre....magtede ikke at føle mig forpligtet på at ligge det til side og sætte mig til computeren og skrive. Eller også syntes jeg egentlig ikke jeg endnu havde noget sådan rigtigt at sige -jeg er jo ikke vandt til at skrive blog, så.....allerede der blev eksperimentet ikke fulgt, men jeg skrev nu noter og stoppede (lidt) op og tænkte undervejs....så jeg vil her alligevel gå videre med beskrivelsen.
Jeg kastede mig over at påsy lommer, hvilket jeg bandede noget over jeg havde sat mig for= det er jo bare til et barn på 2 år! Så imens jeg syede videre tænkte jeg løbende over om jeg kunne springe over hvor gærdet var lavest. Men efterhånden var jeg så langt i den del, at det virkede omsonst at finde på noget nyt. Men det gjorde at jeg begyndte at fantasere om andre taskeprojekter, jeg kunne kaste mig ud i i fremtiden. Jeg er ikke så rutineret indenfor tasker og kan kun komme i tanke om en taske jeg syede engang i cykelslange! Jeg nød derfor at grunde over hvordan jeg i grunden skulle få de forskellige dele syet sammen i den mest fornuftige rækkefølge!!! Den tankerække fik mig endnu længere væk fra at tænke på bloggen.
Endelig var alle lommer syet på og jeg satte mig igen og prøvede at skrive noter til bloggen. Igen måtte jeg konstatere at jeg var for opslugt af hvordan jeg skulle lukkedes med at få delene syet sammen at jeg egentlig bare gerne ville igang med den sag...!
Jeg kastede mig bare ud i at sy delene sammen=det er jo bare til et barn på 2 år! Der kom ikke de store forhindringer, så jeg syede og syede og lullede mig hen i den monotome summen fra min Singer. Nu begynder jeg tilmed at have plads til andre tanker, såsom hvordan jeg dog skal overskue en lang påskeferie, med mand og børn hjemme, hele tiden? Nogen gange har jeg temmelig svært med at udholde den tæthed som jeg jo samtidig søger. Mine drenge kører meget på mig og til tider føler jeg at jeg er på overarbejde, synes jeg. Sidder aften efter aften og synes at dagen har rummet meget lidt tid til det jeg egentlig gerne vil. Så efter disse dystre tanker, begynder jeg at fantasere over hvad det egentlig er jeg vil. HVAD f...... er det egentlig jeg så gerne vil, men ikke når/gør?
Først meget lystbetonet, hvor jeg tænker på at jeg vil prøve at få vokset mine ben (og lårene, der desværre har fået øget hårvækst efter jeg blev mor!)-nu skal det sgu være, at jeg vil klippes og have forårs stiber! At jeg vil ud med veninderne, sy det der sengetæppe jeg har snakket så meget om. Nu er det tid...for jeg har masser af tid, har ikke andet! Jeg vil få malet de der døre, vil jeg og få lagt madplan og købt stort ind, så jeg spare penge(som jeg kan bruge til mig selv!) Få ryddet op i bunkerne, ja, sådan rigtigt få smidt ud og få en god start på eksamensperioden der lurer lige om hjørnet. Valde skal da også smide sutten og bleen i ferien, ja, da!
Og pludselig var jeg færdig med at sy delene sammen og jeg satte mig igen for at skrive lidt noter, og dér gik det op for mig at jeg har alt for mange ting jeg gerne vil, og så kunne jeg mærke at jeg blev ramt af en frygt, der var nærmest lammende. Jeg var lige ved at kaste syprojektet langt væk....det nytter jo ikke noget alligevel=det er jo bare til et barn på 2 år! Som sikkert er ret ligeglad og sikkert lige så glad for noget fra BR. Så hvem gør jeg det egentlig for? Mig selv? Eller er det bare fordi jeg har sat mig den her opgave, som jeg føler mig forpligtet på? Er det bare fordi jeg ikke kan lade være. Ja, ja, ja og JA! Det er det jo....men selvfølgelig er det i høj grad fordi jeg gør det for mig. Jeg får en stor tilfredsstillelse af at sidde og udtænke kreative processer undervejs, samtidig med at jeg får tænkt over alle de andre ting i mit liv. En slags meditation.
Og hvis det bare er for mig, kunne jeg jo bare lade være. Men fordi det er mere end det; det at jeg ikke kan lade være og fordi jeg finder det tilfredsstillende, lystbetonet, så var jeg nødt til også erkende at det jo ikke kan lade sig gøre hvis jeg ikke også føler glæde og optimisme. Lige der havde jeg ikke ligefrem andet i mig end frygt for hvordan jeg dog nogensinde skal nå alt det jeg gerne vil i mit liv, så jeg følte ikke lige den der ønskede glæde og optimisme! Men så var det at tankerne om bloggen og det at jeg ønsker at udfordre mig med at skrive blog og forfølge dette eksperiment jeg havde fundet på....og på en eller anden måde kom jeg over krisen idet jeg satte mig og skrev de to tidligere indlæg. Pludselig glædede jeg mig til at sy videre og til at skrive videre. Glad for at jeg kunne holde mit eget ord, gik jeg til ro og genoptog ikke processen før dagen efter om aftenen.
Der fik jeg stor tilfredsstillelse over at det forekom mig let at sy de sidste dele sammen (dem jeg især havde grundet meget over, prøvet at regne ud), så jeg kom helt fra at skrive noter og fokuserede 100 % på at få mit produkt færdigt. Det eneste der var lidt udfordrende var at udtænke hvordan jeg kunne finde på en detalje som gjorde at min onkels datter ikke skal kunne blive kvalt i taskens strop. Faktisk begyndte jeg tænke på det første aften, men det var først da jeg snakkede sagen igennem med min mand at løsningen kom. Skal tasken kunne klare 20 kg, nej =det er kun til et barn på 2 år! Så jeg kappede stroppen over og lavde en velcro-løsning, som sikrer at hun vil kunne komme fri hvis presset bliver for stort - smart ikke?
Nu var tasken færdig...og det var jeg også! Sikke noget at kaste sig ud i ligesom ferien startede, og det især oven på én af det mest travle uger i dette forår! Så jeg har ligget brak hele dagen, lige afløst af et par timer til børnefødselsdag, hvor hun da lige kiggede på tasken et par sekunder, før hun var videre til de næste gaver. Normalt synes jeg det er sådan lidt hårdt at overvære, når man har lagt så meget i processen, men lige der synes jeg faktisk det var befriende. Og det har jeg tænkt over hele dagen. Hvorfor syntes jeg det? Jeg er kommet frem til at produktet måske ikke just var selve tasken, men nærmere den mere udviddede proces, hvor det at mærke efter undervejs, tage billeder og tænke på proces, mit liv og bloggen - denne nye spændende verden der er ved at åbne sig der for mig.
Så jeg kunne for en gang skyld give slip, på et øjeblik, for jeg mistede jo ikke noget ved at give slip på den fysiske genstand. Sådan! Det er jeg sgu ret stolt af at erkende.
Og ja, det var kun til et barn på 2 år. Ikke at jeg synes produktet af den grund skulle være blevet ringere end jeg normalt er i stand til at producere, men det hjalp mig undervejs til ikke at bremse mig selv med unødigt perfektionisme. Det skulle bare fungere, som det nu bedst kunne og jeg traf derfor nok hurtigere beslutninger og jeg følte derfor et vist flow. Nogen gange tænkte jeg så alligevel på om jeg egentlig havde en egentlig kreativ proces? Hvor kreativt er det når man bare vil have det til at lykkedes? Men igen jeg havde ikke nogen opskrift og tasken blev til undervejs og jeg havde helt klart oplevelsen af at være i en kreativ-meditativ proces....så det var det vel?!
Havde egentlig tænkt at jeg ville skrive over flere gange, men jeg tror faktisk ikke jeg har så meget mere at tilføje omkring processen. Måske jeg tænker mere over den og så kommer der måske lidt efterveer-skiblerier! Eller, måske jeg skulle være så heldig at få lidt kommentarer, som da leder mig til at uddybe eller bare skrive lidt mere ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar